.JPG)
Idag får dere litt kultur her hos meg.
Jørgen Moe (norsk dikter som levde 1813 - 1882) har skrevet et flott dikt som heter: "Den gamle mester"
Det habdler om en erverdig gammelt eiketre som står på prestegården på Krødsherad. Eika er nå fredet.
Jeg har ikke vært der, derfor har jeg måttet hente bilder fra nettet for at dere skal få se den virkelige "gamle mesteren"
Den gamle Mester
Der stander en Eg paa Prestens Jord,
Hans Øie til dagligt Mærke;
Den løfter sig op over Dal og Fjord
Og strækker Grenene stærke.
Den bærer paa flere hundrede Aar,
Men frodig den løves Vaar for Vaar,
Hver rindende Morgenlue
Kun meer ærværdig at skue.
Den isnende Vinter Gang efter Gang
Har skredet over dens Krone
Med sparsomt Dagslys, med Nat saa lang,
Uden en Sommerfugls Tone.
Naar Krattet tyngedes ved dens Fod
Af Sneens Vægt, saa det krumbøiet stod,
Da rakte den op sine Arme
Som midt i Sommerens Varme.
Og Stormstød rase fra Fjeldet,
Da bøier sig ydmyg Ungtræets Top,
Selv maalfør Gran vorder fældet -
Men da min gamle, min kjære Eg
Staar ret og rank i den vilde Leg
Med knudrede Arm mod Veiret,
Og hidtil saa har den seiret.
Det volder to Ting: først har den sin Rod
Slaaet dybt i Klippernes Revne -
Se deraf fanger den Magt og Mod
At staa i det barske Stevne.
Og dernæst op imod Lysets Glands
Den løfter stadig Kvistenes Krands
Og drikke fraoven Saften,
Lyset, Livet og Kraften.
Gud unde hver Prest, som kommer her,
At staa saa rolig og mægtig!
Mig unde han, gamle Mester kjær,
At se paa dig ret andægtig!
Ja, lær mig trods Sneens tyngende Lag
At løfte mod Himlen Dag for Dag
I Bønnen udbredte Hænder,
Saa Vinterdvalen dog ender!
Men glider og lider det frem mod Vaar
Langs Krøderens tause Strande,
Og Foraarsbudet i Vindstød gaar
Og pidsker de rørte Vande:
Saa lær mig at staa med sindigt Mod,
Som du i mangen en Vaarstorm stod,
Og splitte med Ordets Værge,
Hvad der vil fælde og hærge.
Bedagde Mester! o lær mig kun
At bore Rod i den Klippe,
Som giver den ene trofaste Grund,
Og aldrigen ham at slippe;
Og dernæst, som du med din Krones Top,
Daglig at hige og stunde op
Og drikke fraoven Saften,
Lyset, Livet og Kraften!
Et mektig dikt med mye visdom og mange innspill til ettertanke.
Kanskje litt vanskelig i språket, men det er ikke lett å oversette, blir liksom ikke helt det samme å lese da...
Jeg kan huske vi leste dette på videregående og analyserte det etterpå.
Ja, ja da fikk du kanskje litt å tygge videre på idag....
5 kommentarer:
Dette flotte majestetiske treet, "Den gamle Mester", har vi ofte beundret på vei opp til fjellet.
Liker spesielt godt det siste verset i Jørgen Moes dikt.
Takk for fint innlegg.
Klem fra Lolas datter.
Fine bilder og dikt.
"Den gamle Mester" har jeg vært å sett ja og i bakgrunn kan vi skimte den ærverdige gamle
Villa Fridheim.
Og Jørgen Moe kommer fa Moe Gård på Røyse som ikke er langt unna her hvor jeg bor...:-)
Klem Beth`s småting...
Fantastisk tre og nydelig dikt.
Klem :O)
Flott tekst! Gamle trær er noe av det fineste jeg vet, spesielt furu og eik
Den står like ved hovedveien, et stykke fra prestegården, men det har nok vært prestegårdsjord helt ned til Krøderen (vannet) tidligere. På det midterste bildet ser dere over til Villa Fridheim, som er et "eventyrslott" bygget av Thea og Sven Haug. Det er åpent for publikum og er absolutt verdt et besøk, særlig av dere som har barn. Av og til er det eventyrfortelling der i sommerferiene også.
Legg inn en kommentar